Suspenderet græsk liga genoptages efter pistolepisode

Efter tre ugers suspendering vil den græske liga blive genoptaget ovenpå pistolepisode i Paok- AEK-opgør.
Den græske liga har været suspenderet, siden Ivan Savvidis invaderede banen med en pistol i bæltet.
Den græske liga har været suspenderet, siden Ivan Savvidis invaderede banen med en pistol i bæltet. Foto: Intime Intime/Reuters

Lørdag er bolden igen klar til at rulle i den bedste græske fodboldliga efter knap tre ugers pause.

Nyhedsbureauet AFP oplyser, at suspenderingen af ligaen bliver ophævet, så 27. spillerunde kan sættes i gang fra lørdag.

Ligaen blev suspenderet efter den skandaleramte kamp mellem Paok Thessaloniki og AEK Athen, der sluttede 0-0 11. marts.

Balladen kulminerede, da ejeren af klubben Paok Thessaloniki, Ivan Savvidis, løb på banen med en pistol i bæltet i utilfredshed over en kendelse kort før tid i opgøret, da Paok fik et mål underkendt for offside.

Allerede dagen efter blev der truffet en beslutning om at suspendere ligaen, hvilket var i tråd med Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), der fordømte hændelsen og dikterede en suspension af ligaen.

På grund af landskampspausen er det kun 26. spillerunde, der er blevet udsat. Derudover mangler et hængeparti fra 25. runde at blive spillet.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.
/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.