De tre drenge fra Suspekt har takket ja til at optræde, når Grøn til sommer finder sted for 36. gang.
For rapgruppen, der har sine rødder på den københavnske vestegn, bliver det fjerde gang, den kører land og rige rundt i karavanen.
Det glæder den sig til:
- Det er nok det ultimative at spille Grøn, der er fest og ballade og gode dage. Men det er også meget mere end det - det vildeste er nok alle de frivillige som arbejder for Grøn, siger Emil Simonsen, der går under kunstnernavnet Orgi-E.
- De arbejder mega hårdt, men fester også og giver den alt, hvad de har. Det er en form for socialt frirum og fællesskab, hvor der er plads til alle - det er vigtigt for os, siger han.
Gruppen har før været med i 2008, 2014 og 2016.
Lukas Graham, Phlake, Joey Moe og Cisilia og rockveteranerne D-A-D skal også spille, når Grøn i år finder sted.
Kunstnerne turnerer landet rundt fra den 19.-29. juli. Der vil i år blive afholdt to koncerter i København - en på Amager og en i Valbyparken, hvor turnéen slutter af.
/ritzau/