Restaurant-kæde lukker i protest

Logikken er til at gennemskue: Ingen fisk, ingen sushi. (Foto: Foto: Jumpstory)

Hvis der skal være fisk i fremtiden, er vi nødt til at agere anderledes, siger Letz Sushi-kædens direktør.

Letz Sushi-kædens 19 restauranter holder tirsdag lukket i protest mod verdenshavenes tilstand, skriver Ekstra Bladet.

Direktøren Anders Barsøe fortæller til avisen, at lukningen er en nødvendighed for at reagere på situationen:

- Ifølge meget forskning vil vi ikke have flere fisk tilbage i verdenshavene i år 2048, og hvis det er tilfældet, er der jo heller ikke noget sushi, siger Anders Barsøe, og tilføjer, at lukningen også er for at få opmærksomhed hos blandt andre pressen.

Vi bliver nødt til at agere anderledes, hvis vi også skal have fisk i fremtiden, siger Anders Barsøe:

- Vi tænkte, at vi kunne skabe mest opmærksomhed, hvis vi lavede en lidt større "ting" som at lukke vores restauranter. Den agenda, der ligger her, er relativt nærværende. Hvis ikke vi får reageret på det, så er der ikke flere fisk tilbage i vandet, slår Anders Barsøe fast.

Letz Sushi har hovedsageligt restauranter i København og tager med protesten samtidig fat i, at ændre på kædens fokus på bæredygtighed og miljø. Således vil der nu være dansk-fangede fisk på menuen.

- Der er ikke ret mange danskere, der bekymrer sig om fisk, fordi fisken er knap så sød som en panda, men der er mange mennesker, der bekymrer sig om sushi, konstaterer Anders Barsøe.