Skuespiller Susanne Storm har i år vundet en Bodil for sin rolle i Klumpfisken, og selvom der stadig er både højde- og vendepunkter i hendes karriere, beskriver Susanne storm stadig det at få børn som det største, der er sket i hendes liv.
Hun forelskede sig i sin tid i Claus på teaterskolen og vidste ret hurtigt, hun skulle have børn med ham.
–Efter lidt tid blev jeg også gravid og var lykkelig, men aborterede desværre ufrivilligt. Og så kom det pludselig til at fylde rigtig meget, at jeg ville være gravid igen. Da var jeg ellers blevet færdig med skolen, og min karriere kørte strygende. Jeg var med i tv-serien »Taxa« og fik også en rolle i »Mifunes sidste sang«. Men jeg tænkte mest på, at jeg ville have børn. Det var en stærk drift, som jeg ikke kunne slukke for igen, siger hun til SØNDAG.
Kirsten Norholt – mor til skuespiller Mathilde Norholt: Jeg havde aldrig et ønske om at blive mor!
Det lykkedes. Hun blev gravid og fik som 29-årig sønnen Luca, og tre år senere kom datteren Vilma.
– Da jeg var gravid med Luca, tog jeg en kæmpe tur med min mor, hvor jeg spurgte hende ud om alt omkring moderskabet. Virkelig alt. Jeg tror, det var lidt hårdt for min stakkels mor. Men jeg havde så meget, jeg måtte have styr på, også omkring min egen opvækst, før jeg kunne slippe hende og blive mor på min helt egen måde, siger hun til SØNDAG.
Mia Lyhne om at være alenemor: Jeg ville ønske at vi havde været to. Læs interviewet her
Træt heks
Hun husker tiden som småbørnsmor som mega hård.
– Jeg er en heks, hvis jeg ikke får sovet nok. Og det fik jeg jo aldrig. Samtidig kæmpede Claus og jeg hele tiden for at få plads og tid til vores projekter. Jeg kan huske engang, hvor jeg var kommet til at skrive under på en kontrakt om et prøveforløb, der var meget mere krævende, end jeg regnede med. Samtidig spillede jeg hver aften, og vi havde endnu ikke fået vuggestueplads til Luca. Da var jeg ved at gå helt ned med stress og opgav at have et socialt liv i den periode, siger hun til SØNDAG.
I dag har hun teenagebørn, som er en udfordring på andre måder. Og hun føler helt ærligt, at hun er et godt sted i livet. Det skyldes ikke mindst den udvikling, hun gennemgik efter sin skilsmisse for fem år siden.
På en eller anden måde gled hun og ekskæresten fra hinanden i løbet af de år, hvor de havde travlt med at opbygge en familie og samtidig holde gang i karrieren. Selve skilsmissen husker hun ikke som så slem, men tiden op til var rædselsfuld.
– Sådan et opbrud begynder jo med, at man langsomt mærker, at der kommer mere og mere afstand, og at man ikke længere orker at række ud efter hinanden. Ingen af os turde sige: »Hej, det er i den her retning, jeg vil nu, vil du med mig?«. Vi troede ikke på, at det nyttede, forklarer hun.
Turde ikke bryde pga. børnene
Langsomt spidsede krisen til og gjorde, at parret ikke magtede at bruge de små åbninger, der sikkert var. Men samtidig turde de heller ikke bryde op endnu på grund af børnene, som de følte havde krav på dem begge to.
– Måske var vi heller ikke parate til at indrømme, at det var kommet dertil efter 14 år. Vi var bange for at tage en for drastisk beslutning. I hvert fald gik vi rundt i et dødvande utroligt længe, og det sugede alle kræfter ud af os begge to.
I de seneste fem år har hun nydt at være sig selv og kunne gøre tingene, som hun vil.
– Efter skilsmissen havde jeg også brug for at kigge indad, gå i terapi og arbejde med mig selv. Finde ud af, hvem jeg nu var, hvor mine grænser gik, hvad der gjorde mig glad, og hvad der gjorde mig ked af det. Også i forhold til børnene og alle de udfordringer, der var med dem i forbindelse med skilsmissen, siger hun til SØNDAG.
Louise Aarkrog, SØNDAG, Aller Media