Det er kun en uge siden, at en storsmilende Susan K. blev løsladt fra sin varetægtsfængsling, og allerede nu er hun igen indirekte i klammeri med myndighederne, skriver bt.dk.
Susan K havde nemlig glædet sig til at deltage i den stort anlagte pokertunering på Park Café på Østerbro i København. Men turneringen blev lukket ned af myndighederne.
Al ind- og udgang blev lukket, og en computer med deltagerlisten blev konfiskeret. Listen indeholdt flere kendisnavne blandt andre Susan K. Nielsen.
Arrangementet blev lukket på grund af denne formulering i promotion-materialet.
"De 600 kr. i deltagergebyr går til mad, fri bar og poker." Og det fik myndighederne til at tro, at en del af gebyret gik til en præmiepulje, hvilket er ulovligt. Ifølge arrangørerne er det dog ikke tilfældet.
"Jeg forklarede, at pengene gik til mad, fri bar og poker, og at poker skulle forstås som udgifter til borde, chips og dealere, og IKKE som indskud i turneringen. Vi mener ikke, at vi har overtrådt loven, idet der ikke har været nogen form for betaling fra deltagere til at medvirke i selve pokerturneringen. Præmien var 100 procent sponsoreret af Bentsson.com, og på ingen måde brugerbetalt," siger salgschef fra ACE, Morten Brandenborg.