Hun er ude af fængslet, og hun er blevet single.
Egentlig burde realitybaben Susan K. være glad og klar til atter at slå sig løs i nattelivet, hvor vi kender hende. Men i stedet kan hun se frem til endnu et alvorligt bump på sin allerede hærdede vej.
Nu skal hun nemlig personundersøges i forbindelse med den voldssag, hun har hængende over sit blonde hår, oplyser hendes advokat, Michael Juul Eriksen, til Nyhedsbureauet Newspaq.
"Jeg har anmodet om, at der bliver lavet en personundersøgelse af hende. Sådan en undersøgelse spiller en rimelig stor rolle i den her slags sager," siger han og uddyber:
"En personundersøgelse er, når Kriminalforsorgen undersøger en persons personlige forhold. Man deltager i en samtale med Kriminalforsorgen, hvor man får belyst, hvordan ens opvækst har været, hvordan man er som person, og om man har problemer af nogen art," siger han.
Meningen er, at undersøgelsen skal hjælpe Susan K., da der er forskel på, hvordan straffesystemet behandler en vanlig kriminel og en person med personlige forhold, som "et kort øjeblik har tabt hovedet," som Michael Juul Eriksen formulerer det.
Undersøgelsen vil tage nogle uger, og Michael Juul Eriksen forventer, at Susan K.'s sag først vil komme for en dommer inden for en måned til halvanden. Til den tid håber han, at hun slipper for yderligere fængselsstraf.
"Hun har siddet den tid, hun skal sidde. Så hvis hun skal straffes yderligere, skal den gøres betinget i form af samfundstjeneste," siger han.
Susan K. blev anholdt natten til den 23. december på diskoteket Social Club i Århus, efter hun havde kastet et ølglas i hovedet på en garderobepige. Den 20-årige garderobepige måtte efterfølgende syes for en tre centimer lang flænge i panden. Susan K. er også sigtet for at have truet et vidne.