Den skotske husmor Susan Boyle tog hele nationen og den internationale presse med storm, da hun stillede op til Britain's got Talent. Den arketypiske skotte sprang ud som en klassisk sanglærke og nåede helt til finalen i det britiske talent show.
Den megen opmærksomhed gav blod på tanden og ambitionerne var blevet så høje, at det nye talent gik psykisk ned, da hun blev henvist til konkurrencens andenplads. Få timer efter showet lod hun sig indlægge på en privatklinik for sindslidende.
Den officielle forklaring har ifølge Berlingske Tidende lydt, at den vordende mangemillionær pludselig opførte sig meget mærkeligt og derfor blev indlagt.
Den uofficielle forklaring er noget mere kulørt. Her lyder det, at Boyle efter showet greb knoglen og insisterede på at tale med sin elskede kat over telefonen.
Susan Boyle er nu udskrevet og er flyttet i lejlighed med sin bror. Om katten også flytter ind, er der ingen forlydender om.