En surfer er blevet alvorligt såret ved et hajangreb ud for det vestlige Australien, oplyser øjenvidner.
- Vandet var fyldt med blod efter angrebet, siger vidnerne efter angrebet på surferen, som er i 30'erne.
Offeret blev bidt i maven og i højre arm, da han forsøgte at holde hajen på afstand ved Red Bluff, som er et populært surfersted.
Manden blev reddet i land af en anden surfer. Han blev på kysten indsvøbt i håndklæder for at hindre for stort blodtab.
- Han er heldig, at han overlevede, siger surfing-instruktøren Josh Palmateer, som kalder angrebet "ret så brutalt."
- Efter hvad jeg har hørt, så måtte han kæmpe mod hajen, som kom tilbage og angreb en gang mere, siger Palmateer til News Limited.
De fleste fatale angreb i regionen er blevet udført af store hvide hajer. På mindre end et år har der været seks opsigtvækkende hajangreb i landet, hvilket har udløst en ophedet debat.
Det seneste angreb har ført til krav om, at de lokale myndigheder opsætter "hajnet" på strandene for at beskytte offentligheden.
Det overvejes også at optrappe fiskeri efter hajer eller oprette særling hajpatruljer.
Selv om hajer er almindelige i australske farvande, er dødelige hajangreb sjældne. Gennemsnitligt er kun et ud af 15 årlige angreb dødeligt.
Eksperter siger, at antallet af hajangreb er steget i takt med øget befolkningstilvækst og en øget interesse for surfing.
Kilde: AFP