Surferen Billy O'Leary oplevede enhver surfers værste mareridt i aftes, da han landede på en haj.
Han var ude og surfe ved den australske østkyst og faldt af sit surfbræt.
Han slap akkurat med livet i behold. Den forskrækkede haj gjorde nemlig, hvad enhver haj ville have gjort - den bed ham.
Den australske surfer blev bidt i benet to gange, og hans akillessene er blevet alvorligt skadet. Efter biddet svømmede hajen dog videre.
"Der var to bid. Det ene har taget et stort stykke af hans læg," siger Billy O'Learys ven Tim Windisch til den lokale avis Gold Coast Bulletin.
"Det andet bid er nede ved hælen. Det går helt ind til knoglen. Man kunne se knoglen," fortsætter vennen.
Ifølge surferen Shane Cable, som så hajangrebet, er det heldigt, at Billy O'Leary ikke mistede hele sit ben.
Den chokerede surfer formåede at svømme ind til kysten, hvor han forsøgte at slå alarm.
Men et par vandrere kom tilfældigvis forbi og så ham.
I mellemtiden hentede hans venner, der havde set ulykken, livreddere, der stoppede blødningen.
Hajer er meget almindelige i kystområderne i Australien, men dødelige angreb er sjældne.
Kilde: goldcoast.com.au