København er Danmarks suverænt sureste by.
Intet sted i Danmark giver fødevarekontrollen nemlig så mange anmærkninger for hygiejnen i byens butikker. Københavns fødevarebutikker modtog fem gange så mange sure smil i forhold til antallet af butikker i forhold til Århus ifølge Fødevarestyrelsens opgørelse for 2007.
Kun 1,7 procent af de kontrollerede fødevarebutikker der blev kontrolleret i i Århus sidste år en sur smiley mod 7 procent i Esbjerg og 8,4 procent af butikkerne i København.
Forskellen er så stor, at fødevareministeren griber ind:
»Så store forskelle kan vi simpelthen ikke leve med. Jeg har derfor taget fat, så vi kan sikre at fødevarekontrollen er ens i hele Danmark,« siger Eva Kjer Hansen (V), der vil sætte ind med efteruddannelse og instrukser til de 1.500 fødevarekontrollanter, så sjusk og svindel bliver bedømt ens.
Det var blandt andet de store forskelle på kontrollen i de ti danske fødevareregioner, der kostede Eva Kjer Hansens forgænger Lars Barfoed ministerposten i 2006, da en rigsrevisionsrapport og en stor ekspert-rapport viste problemet.
»Og det er dælme for dårligt, at det ikke er blevet bedre. Jeg hører også om store forskelle - nogen får store bøder for ren pjat,« siger direktør Poul Pedersen fra Thise Mejeri.
Også den danske detailhandel har netop i et høringssvar peget på problemet. Flere forretningskæder med butikker rundt i Danmark peger nemlig på forskelle i butikker fra Gedser til Skagen.
»Vi oplever store forskelle i fortolkningen og tilbøjeligheden til at give bøder. Og det er retssikkerhedsmæssigt betænkeligt,« siger forbrugerpolitisk chef Lone Rasmussen i Danske Erhverv.
Fødevarekontrollen i København ved ikke hvorfor, at det sker:
»Jeg har ingen fornuftig forklaring på, hvorfor mine ellers dygtige ansatte uddeler flere bøder. Men selvfølgelig skal kontrollen være ens,« siger kontrolchef Bjørn Wirlander.