Det kommer masser af billeder ud fra Ukraine. Et af de mere overraskende viser Hollywoodstjernen Sean Penn på et pressemøde torsdag med en af den ukrainske præsidents rådgivere.
Ifølge præsident Volodomyr Zelensky er Sean Penn i Kiev for ”at fortælle sandheden om den russiske invasion af vores land”, som det hedder.
– Vores land er taknemmelige for, at han viser så meget mod og ærlighed, lyder det i en kommentar fra præsidentkontoret, der også har delt billedet af Penn.
Zelensky, der selv var skuespiller inden sin politiske karriere, har også delt et billede af ham og Sean Penn. Det sker i en story på Instagram.
Ifølge Variety er Penn i Ukraine for at færdiggøre en dokumentarfilm om den russiske invasion. Han var senest i Ukraine i november, hvor han mødte ukrainske styrker, da spændingerne begyndte at tage til mellem Rusland og Ukraine.