Strøget myldrer normalt af turister og købegale danskere, men i august bliver gaden omdannet til et kæmpe modeshow for 100.000 tilskuere.
Catwalken er på 1,6 kilometer, hvilket er noget af en omvæltning fra scenerne i Paris og Milano. Alligevel har den danske supermodel Helena Christensen sagt ja til at være protektor for arrangementet, ligesom hun vil holde tale for tilskuerne fra Rådhuspladsen, skriver ibyen.dk.
"Jeg har aldrig før hørt om en så lang catwalk, og det bliver en oplevelse ud over det sædvanlige at se mere end 200 modeller spankulere ned af catwalken. Desuden giver det en masse mennesker, der normalt ikke har adgang til den slags arrangementer, muligheden for at være tilskuere til et brag af et modeshow," lyder det fra Helena Christensen i en pressemeddelelse.
Halvdelen af modellerne skal gå fra Kongens Nytorv til Rådhuspladsen - og den anden halvdel den anden vej, når 'The World's Greatest Catwalk' løber af stablen den 14. august.
Catwalken bliver så lang, at den kommer til at slå verdensrekorden for at være den længste catwalk nogensinde.