Der skal ske ændringer i Aldis butikker.
Sådan lyder det fra den tyske discountkædes nye direktør i Danmark Finn Tang.
"En ny og mere dansk stil" skal sikre, at kunderne lægger deres penge i Aldis slunkne kasse.
Det skriver finans.dk.
- Flere kunder i butikken kræver, at vi satser meget mere på friske varer som kød, pålæg, frugt og grønt samt brød, hvor vi ligger for langt efter konkurrenterne. Så det skal der sættes stort fokus på nu, siger Finn Tang til finans.dk.
Aldi har 188 butikker rundt om i landet. 25 af dem vil inden udgangen af første kvartal være ombygget efter et nyt koncept. Aldi vil investere i støre og mere moderne butikker, og derfor har kæden i løbet af sommeren lukket 32 mindre og utidssvarende butikker.
En hård kamp
Kampen er hård på det danske discountmarked. Aldis markedsandel lå i fjor – ifølge en ekstern vurdering - på knapt 3 procent, mens konkurrenterne i Netto lå på 15 procent og Rema 1000's på omkring 10 procent.
- Vi skal være med til at styrke hele kæden og skabe en vindermentalitet. Aldi har altid været kendt for lave priser, men vores markedsandel viser, at det ikke er nok. Så nu skal der turbo på både den interne udvikling og det synlige over for kunderne. Med et styrket sortiment inden for de varer, som danskerne ofte handler, får vi dem hyppigere i butikker. Dermed kan omsætningen øges, siger Finn Tang til finans.dk.
Aldi har også kæmpet med røde tal på bundlinjen de sidste mange år. Kæden har ifølge finans.dk de sidste seks regnskabsår før 2017 haft et samlet underskud på 1,2 milliarder kroner. Finn Tang vil endnu ikke præcisere tallene for 2017, men siger til finans.dk, at også det regnskab vil være præget af Aldis svære position.