Hvis man er dansker og bor i Malmö i Sverige eller i Nordtyskland og søger om familiesammenføring med sin udenlandske mand eller kone, så må kassebonerne fra supermarkedet ikke ryge i skraldespanden.
Udlændingeservice kræver nemlig kasseboner og kontoudskrifter som bevis for ophold i de pågældende lande.
Det skriver Jyllands-Posten.
Danskere skal nemlig bevise, at de "faktisk og reelt" bor i for eksempel Malmö, hvis de søger familiesammenføring. Det er regeringen og Dansk Folkepartis forsøg på at dæmme op for familiesammenføringer, der er muligt via Metock-dommen.
Det betyder, at udlændinge efter få måneders ophold et andet EU-land kan søge om familiesammenføring, og dermed omgå de stramme danske regler for familiesammenføring.
Men kasseboner, der viser, hvilke personlige hygiejniske produkter konen køber, og om manden køber frække blade, er at stramme kravene.
"Det er grumt, at danske statsborgere skal underlægges den slags kontrol og mistillid," siger de radikales integrationsordfører Marianne Jelved til Jyllands-Posten.
Kontrollen med kasseboner og kontoudskrifter fra banken, udfører Udlændingeservice i alle sager, hvor de har mistanke om snyd. Men af de resterende sager, tjekker Udlændingeservice halvdelen.
Og det kan være i strid med EU-principper, siger jurist.
"Det er på kant med EU´s proportionalitetsprincip, hvis ikke over kanten. Man kan kræve så mange dokumenter, at der til sidst ikke er nogen, der kan opfylde kravene," siger Peter Pagh, der er professor i EU-ret på Københavns Universitet, til Jyllands-Posten.
Kritikken afvises af regeringen.
"Vi overvåger ikke folks bankkonti. Vi beder dem dokumentere, at de har et reelt og faktisk ophold, og hvis de ikke kan de i første omgang, beder vi dem om yderligere dokumentation," siger integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) til avisen.
Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne vedtog fornylig et pointsystem, der skal stramme muligheden for familiesammenføring, men Metock-dommen er en bombe under dette system.
Kilde: Jyllands-Posten