Det blev ikke til en dansk sejr i gårsdagens VM-kamp mod Holland, men derfor havde danskerne alligevel lagt i ovnen til det helt store fodbold-brag. Dugfriske tal, som Coop Danmark har trukket ud for Nyhedsbureauet Newspaq, viser, at dagligvareindkøb i meget stor grad blev lagt før eller efter kampen i går.
Hos Coop-kæden, der består af butikkerne Kvickly, Brugsen, Irma og Fakta blev der om formiddagen omsat for 20 procent mere end den foregående mandag, og derefter 20 procent mindre om eftermiddagen. Det vil altså sige, at hver femte kunde i butikkerne valgte at blive hjemme foran fjernsynet, mens landsholdet var i aktion i Sydafrika.
"Nationen har ændret adfærd denne mandag i en relativ udsædvanlig grad. Det er ikke normalt, at vi ser så store forskydninger af indkøbsmønsteret," siger informationsdirektør hos Coop Jens Juul Nielsen til Newspaq.
Coop-kæden består af 1.200 butikker rundt om i landet, og Jens Juul Nielsen bekræfter, at der er tale om et millionudsving i butikkernes omsætning, der er langt fra normen.
"Der er ingen tvivl om, hvad danskerne har lavet. De har siddet og set fodbold i går," siger han.
Det danske landshold spiller igen lørdag mod Cameroun klokken 20:30, så her er der igen chance for, at vi ændre indkøbsvaner.