Badmintonkendere er formentlig allerede begyndt at slikke sig om munden ved udsigten til søndagens finale i herresingle ved OL i London.
Verdens uden konkurrence bedste spillere gennem de seneste syv-otte år, Kinas Lin Dan og Malaysias Lee Chong Wei, spillede sig fredag frem til finalen i Wembley Arena.
Præcist som de også gjorde for fire år siden ved legene i Beijing, hvor Lin Dan vandt stort over rivalen i finalen.
Mest imponerende var topseedede Lee Chong Wei. Han udspillede Kinas tredjeseedede Chen Long, som torsdag sendte danske Peter Gade ud i kvartfinalerne, og som har været meget formstærk.
Lee Chong Wei, som har døjet med en skade op til OL, skilte den unge kineser helt ad og vandt 21-13, 21-14.
Andenseedede Lin Dan var lige så suveræn, da han vandt 21-12, 21-10 over Sydkoreas syvendeseedede Lee Hyun Il.
Lin Dan plejer at have et godt tag på Lee Chong Wei i de helt store kampe, og mens kineseren kan fremvise fire VM-titler foruden OL-guldet, så mangler malaysieren endnu at vinde enten OL eller VM.
Sidste år spillede de to den måske bedste herresinglekamp nogensinde, da Lin Dan, også i Wembley Arena, vandt VM-finalen over Lee Chong Wei.
Malaysieren misbrugte to matchbolde i tredje sæt, som Lin Dan vandt 23-21.
/ritzau/