Hvert andet dansk barn er plaget af lus i hovedbunden, som ikke er til at komme af med igen. I årevis har forældre forsøgt at komme lusene til livs med luseshampoo, der ikke virker, men i stedet har gjort lusene resistente overfor stort set alle gifte.
Nu breder de danske superlus sig ud over børnehoveder i hele Europa:
»Vi kalder det ?den danske luseinvasion?,« siger Ása Atladottir, der er ansvarlig for lusebekæmpelse hos de islandske sundhedsmyndigheder, til MetroXpress.
Problemet med de danske lus kom fra ved en nordisk konference om lus i Stockholm forleden.
»Forældrene er dybt frustrerede og prøver med mayonnaise og elektriske kamme, der giver lusene stød, at komme dem til livs. Normalt går nogle børn med bandana, altså tørklæde, om håret. I øjeblikket går alle børn med det,« siger Ása Atladottir.
De danske superlus er også nået til Skåne og Flensborg, der melder om en epidimi af de danske lus.
Grunden til at problemet er særlig voldsomt i Danmark er, at danske forældre kæmmer deres børns hår for lidt og blot bruger shampoo, fortæller professor Ian Burgess, professor på Medical Entomology Centre i Storbritannien.
»Salget af luseshampoo er meget større i Danmark end i resten af den vestlige verden. Luseshampoo virker kun dårligt. Den fortyndes med vand i håret, og når den så ikke slår alle lusene ihjel, bliver resten modstandsdygtige,« forklarer professoren til MetroXpress.