»Det gjaldt ikke, vi var ikke klar«.
Sådan har Lille-spillerne gjaldet siden fodboldklubben tirsdag blev den lille i Champions League-kampen mod Manchester United på et kontroversielt frisparksmål.
Nu har konspirations-eksperterne på den engelske avis The Sun fået sjusset sig frem til, at kampen da nok skal spilles om så.
Men det er jo kun en lille nyhed i forhold til, at Rygtebørsens helt egne rygtesmede kan fortælle, at hele efterårssæsonen i Superligaen måske skal spilles om, da Brøndby aldrig var rigtig klar, parat, til start.
Desuden blev der i flere tilfælde brugt tyreskud - og dem skal man ikke spøge med. Hvis man rigtig mører igennem, så kan det være farligt. Det kan den gudsbenåede tekniker, Christiano Ronaldo, tale med om.
Ifølge The Sun er han tvivlsom til weekendens kamp mod Fulham, fordi han har fået en skade i foden af at sparke til nogle vandflasker. Så det var vist nogle rigtig vådeskud...
Hvis du ikke lige er død af grin, så kan Rygtebørsen til slut, fortælle, at Celtics Nakamura også havde vådeskud i vandpistolen, da Celtic tirsdag mødte Milan i Champions League. Han brændte to frispark, og det har ifølge den britiske avis Daily Telegraph holdt den stolte japaner søvnløs siden.
Ubekræftede rygter vil samtidig vide, at Preben Elkjær ikke har sovet siden en sommeraften i 1984.