Superligaklubberne er knap så gode til at udvise samme sociale ansvarlighed som flere europæiske klubber.
Klubberne i Danmarks bedste fodboldrække placerer sig kun på en 11.-plads ud af 16 europæiske ligaer, som er blev undersøgt af analysebureauet Responsiball, der har hjemme i Schweiz.
Sportsøkonom Kenneth Cortsen har været med til at gennemgå de danske klubber, og han fortæller, at det især er på miljødelen, at klubberne i udlandet er bedre.
- I udlandet ser man klubber, der arbejder med genanvendelse af vand og forsøger at finde energirigtige løsninger på stadion.
- En klub som Aston Villa i England arbejder sammen med renovationsvirksomheder, så de kan komme bedst muligt af med deres affald og få det genbrugt.
- Det er de danske klubber ikke så gode til, siger Kenneth Cortsen.
Undersøgelsen har også set på, hvor gode klubberne er til at engagere sig i sit nærmiljø, og til sidst har undersøgelsen også forholdt sig til de ledelsesmæssige strukturer i klubberne. Og på de to sidste punkter klarer superligaklubberne sig udmærket.
Kenneth Cortsen mener, at klubberne i Superligaen kan være rollemodeller for store dele af samfundet, og derfor er det vigtigt, at klubberne er deres sociale ansvar bevidst.
- Ved at arbejde med social ansvarlighed kan klubberne skabe positive samfundsændringer.
- Deres spillere og trænere er kendte, og de kan skabe noget, når de går forrest, siger sportsøkonomen og fortæller, at de danske klubber måske i virkeligheden klarer sig en anelse bedre end 11.-pladsen i den nye undersøgelse.
Det skyldes, at Responsiballs analyse blot tager højde for de tiltag, som klubberne selv har kommunikeret ud.
De engelske klubber i Premier League er dem, der gør mest i forhold til social ansvarlighed. Herefter følger Polen, Tyskland og Holland.
/ritzau/