Superligaens 12 klubber enedes fredag om at sige ja til den nye sportskanal TV 2 Sports tilbud om at købe tv-rettighederne til superligaens kampe de kommende seks år. Prisen skulle angiveligt være dobbelt så høj som den nuværende aftale med Viasat.
Divisionsforeningens formand Thomas Christensen betegner da også aftalen som ’særdeles god’ over for Ritzau, og konfronteret med rygter om, at kontrakten er dobbelt så meget værd som den hidtidige, svarer han:
»Det er ikke helt galt.«
Den nuværende aftale med Viasat kaster 100 millioner kroner af sig årligt, hvilket kan betyde, at superligaklubberne de kommende seks år rundt regnet får 200 millioner kroner årligt til deling.
Tv-aftalen træder efter planen i kraft allerede 1. januar og gælder i seks år.