Samtlige spillere i Superligaen vil bære sørgebind til ære for den tidligere fodbolddommer Peter Mikkelsen, når sæsonen genoptages de kommende dage.
Derudover vil alle syv kampe i forårspremieren blive indledt med en klapsalve til ære for dommeren, der gik bort i sidste uge. Det oplyser superliga.dk.
Peter Mikkelsen dømte i Danmarks bedste fodboldrække fra 1985 til 1998 og nåede i samme periode det øverste internationale niveau.
Mikkelsen deltog fra 1990 til 1996 i fire EM- og VM-slutrunder i træk.
Den Internationale Forening for Fodboldhistorie og Statistik (IFFHS) kårede ham til verdens bedste dommer i 1991 og 1993.
Dommerlegenden blev 58 år. De sidste år sad han i kørestol, efter at en kræftsygdom spredte sig og lammede hans ene side.
Superligaen genoptages fredag aften, når AGF møder Esbjerg.
/ritzau/