AaB kunne med en sejr over topholdet fra FC København overhale mestrene i Superligaen. Samtidig kunne nordjyderne lægge god afstand til forfølgerne fra FC Midtjylland og AC Horsens.
Så der var alt at vinde for AaB, da FC København besøgte Aalborg Stadion på en råkold lørdag aften. Men det ente målløst.
Dermed stoppede AaBs sejrsridt efter fem sejre i træk. Ligaens mest effektive forsvar satte en effektiv stopper for den stime.
Selvom kampen endte uden mål, var det bestemt ikke kedeligt på Aalborg Stadion. De første 45 minutter var godt nok fattige på åbne målchancer, men der var masser af fight og saftige tacklinger til publikum.
Efter pausen begyndte holdene så endelig at vise interesse for modstanderens mål. Kort ind i anden halvleg hev AaB-keeper Karim Zaza en ren feberredning ud af handskerne, da Morten Nordstrand helflugtede bolden mod målet.
Kort efter var det AaBs tur til at teste FCK s målmand, Jesper Christiansen, men Rade Prica - ligaens topscorer - sendte sit hovedstød lige forbi FCK-målet. Kort efter blev FCK handikappede, da Jesper Grønkjær humpede fra banen med noget, der kunne ligne en lyskenskade.
Kampen sluttede lettere dramatisk, da Rade Prica fik sit andet gule kort for et helt unødvendigt frispark mod Rasmus Würtz.
Mål:
Ingen
Advarsler:
AaB: Rade Prica (36. og 90.), Danny Califf (87.). FCK: Marcus Allbäck (46.), Hjalte Nørregaard (73.)
Udvisninger:
Rade Prica, AaB (90.)
Dommer:
Claus Bo Larsen
Tilskuere:
11.801 på Aalborg Stadion