Foråret i Superligaen kan komme til at stå i afrikanernes tegn.
Randers FC har nemlig opdaget et stort smuthul i DBU s regel om, at der højst må være tre spillere fra lande uden for EU på banen samtidig.
Smuthullet hedder Cotonou-aftalen og er kort fortalt en politisk aftale, der sidestiller borgere fra en lang række afrikanske lande med EU-borgere på arbejdsmarkedsområdet.
Gør arbejdet nemmere
DBU har i går erkendt, at også dansk fodbold er dækket af aftalen, og at de mange afrikanske spillere i superligaklubberne derfor pludselig er at regne som spillere fra EU-lande.
Lars Olsen, træner i Randers FC, hvor man i første omgang blev opmærksom på smuthullet, er først og fremmest glad for, at det nu bliver nemmere at sætte holdet.
»Det letter jo mine problemer noget. Jeg har slåsset lidt med de problemer, som det er at sætte et puslespil sammen af spillerne,« fortæller han og nævner, at han flere gange har været nødsaget til at udskifte en spiller, udelukkende fordi denne ikke var EU-spiller, så han kunne sætte en anden ind. Lars Olsen vil dog ikke love, at han fremover vil sætte alle sine afrikanske spillere på banen.
Kvoten var opfyldt
Træner i AaB Erik Hamrén kan heller ikke love ændringer i sin startopstilling, men fortæller, at han så sent som i sidste weekends kamp mod Viborg stod i en situation, hvor han ikke kunne sætte brasilianske Caca på banen, fordi udlændingekvoten allerede var opfyldt.
Samme udmelding kommer fra FC Midtjylland, hvor Erik Rasmussen har en lang række spillere fra Nigeria at vælge mellem. I første omgang maner han dog også til besindighed og minder om, at det ikke vil være godt for dansk fodbolds udvikling, hvis for mange udlændinge tager over fra danske talenter.
I DBU erkender man, at hullet er der, men man lover at gøre alt for at stoppe det til igen.
DBU vil lukke hullet
»Vi vil fortsat stå for udviklingen af dansk fodbold og som arrangør af det danske mesterskab i fodbold. Hverken det bulgarske eller afrikanske. Til gengæld må vi acceptere juristernes vurdering af, at lovgivningen er gældende, indtil vi får tilrettet propositionerne og stoppet dette hul inden næste års turnering,« siger Jim Stjerne Hansen.
Informationschef Lars Berendt forsikrer, at der findes juridiske muligheder for at lukke hullet, så der fra næste sæson igen vil være begrænsninger på antallet af udlændinge i dansk fodbold.