Topdommerne Michael Svendsen og Claus Bo Larsen dømmer mandag 2. Pinsedag deres sidste superligakampe efter henholdsvis 13 og 19 sæsoner i landets bedste række.
Således mister Superligaen ved sæsonafslutningen dens to mest erfarne dommere.
Michael Svendsen på 45 og Claus Bo Larsen på 47 er begge faldet for aldersgrænsen og dømmer derfor i øjeblikket på dispensation.
Men om få dage er det altså slut, når de begge har dømt for sidste gang på topplan.
Michael Svendsen skal styre kampen mellem FC Midtjylland og AGF, mens Claus Bo Larsen er ansvarlig for kampen mellem FC København og Sønderjyske i Parken.
Særligt Claus Bo Larsen er med sine 19 sæsoner i landets bedste række og et utal af internationale kampe blevet en legende i dansk fodbold med imponerende 329 kampe i den bedste danske række.
I 1996 blev Bo Larsen udnævnt til Fifa-dommer og har siden dømt 66 kampe i de europæiske klubturneringer.
Blandt andet nåede han at dømme en semifinale i Champions League i 2009 mellem Manchester United og Arsenal.
Da han dømte sin sidste internationale kamp i december 2010 mellem AC Milan og Ajax, var han rangeret i Uefas højeste kategori for dommere.
/ritzau/