Det er blot fire dage siden, at FC Vestsjælland lignede et sikkert bud på den ene af de to oprykkere til næste sæsons Superliga.
Men efter blot et point i de seneste to kampe til Slagelse-klubben lugter både Vejle Boldklub Kolding og Viborg blod inden de sidste runder i NordicBet Ligaen, der tegner voldsomt spændende.
FC Vestsjælland skuffede voldsomt søndag eftermiddag, da holdet måtte nøjes med 0-0 på hjemmebane mod nedrykningstruede AB, og den dukkert følger i halen på 0-1-nederlaget i Vejle onsdag aften.
Dermed har FC Vestsjælland fire point ned til Vejle på andenpladsen og seks til Viborg, der er nummer tre, men begge hold har spillet to kampe færre og kan sende vestsjællænderne ned på tredjepladsen, hvis de får fuldt pointudbytte.
/ritzau/