Supermarkedskæden SuperBests troværdighed får endnu et skud for boven, efter at to butikker på Sjælland er blevet taget på fersk gerning i at snyde med svinekødet.
Denne gang var det ikke DR's forbrugermagasin Kontant, men en salgskonsulent fra slagteriet Danish Crown, der opdagede svindelen.
"Nu er det sådan, at Frilands-mærke alt sammen bliver slagtet i Herning. Men det salgskonsulenten så i Superbest-butikkerne, var stemplet med et helt andet slagteri, så der var altså ikke frilandskød i pakkerne," siger kommunikationsdirektør i Danish Crown, Anne Villemoes, til B.T.
Konsulenten gjorde slagteren opmærksom på misforholdet. Men slagteren gjorde intet ved sagen.
"Han burde selvfølgelig have orienteret både SuperBest's ledelse og Danish Crowns ledelse, så vi kunne orientere fødevaremyndighederne om sagen", siger Anne Villemoes.
I går valgte Fødevarestyrelsen at gå ind i den nye svindelsag.
"Det er klart vildledende, hvis der står frilandskød på pakkerne, og der er noget helt andet i. Så det vil vi straks tale med Danish Crown om. De her mange sager tyder på systematisk svindel, som vi vil ofre mere opmærksomhed på," siger fødevarechef ved Fødevareafdeling Rødovre, Bjørn Wirlander.
SuperBests direktør, Frank Sørensen, ville i går ikke forholde sig til, om han skal fyre endnu et par SuperBest-slagtere.
Kæden har i forvejen fyret syv slagtere som følge af svindelen med gammelt kød, der blev ompakket som nyt, og sagen om det hakkede lammekød, hvor der var blandet svinekød i.
"Det er helt nyt for mig, hvis der også har været en sag, hvor der har været snydt med frilandskødet. Det er helt klart, at forbrugerne skal kunne stole på, hvad der står på pakkerne," siger Frank Sørensen.
Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) har ikke kommenteret sagen.