I dag afslører Tivoli nye navne på deres omfattende Fredagsrock-program.
Du kan blandt andre glæde dig til Coco O., Rasmus Seebach og Saveus, fortæller den gamle have i en pressemeddelelse.
Coco O., åbner sæsonen 12. april og Saveus, kommer til at slutte årets Fredagsrock den 20. september.
Senere på sæsonen gæster Rasmus Seebach Plænen med ørehængere som "Natteravn", "Øde ø" og "Falder".
- Som ung stod jeg selv og skrålede med blandt publikum og havde en fest med vennerne. Derfor er det stadig en helt speciel oplevelse for mig at stå på netop den scene, siger Rasmus Seebach i pressemeddelelsen og tilføjer:
- Jeg kan love alle, at mit band og jeg vil gøre alt for at skabe et brag af en festaften.
Allerede sidste år præsenterede Tivoli det første navn på plakaten.
Det var verdensstjernerne fra Take That, der optræder på Plænen i Tivoli 28. juni - ugen efter Rasmus Seebach.
Årets Fredagsrock er den 27. i rækken.
Hele programmet forventes offentliggjort til marts.