Han beskriver det selv som lyden fra stegefedt.
»Ssssschwuusj«.
Seniorforsker Hans Bendtsen har i 20 år kæmpet mod støjen fra biler, der kører hen over asfalten. I går præsenterede han på vegne af Vejdirektoratet et nyt våben mod støjen:
»Vi kan se, at vores tyndtlagsasfalt reducerer støjen fra bilerne med tre decibel. Det svarer til en halvering af trafikken,« siger Hans Bendtsen, der har udviklet asfalten i samarbejde med danske asfaltfirmaer.
Den nye superbelægning blev for to år siden lagt på Køge Bugt motorvejen ved Solrød. Og resultaterne har nu vist sig så positive, at Vejdirektoratet har valgt at lægge den på en ny hovedlandevej ved Herning.
Flere får ny asfalt
Men Solrød og Herning bliver ikke de eneste, der får glæde af opfindelsen.
»Vi arbejder stadig på de sidste prioriteringer, men det er helt sikkert, at mange områder omkring København og de større byer får glæde af asfalten. Men også de små landsbysamfund, hvor der bor 200-300 mennesker, vil opleve reduktion af støjen,« siger fagkoordinator i Vejdirektoratet, Peter Andersen, der har ansvaret for Danmarks vejbelægninger.
Han understreger dog, at man endnu ikke ved, hvor længe belægningen holder, fordi forsøget ikke er mere end to år gammelt.
Idéen bag asfalten er lidt af en balancegang, forklarer Hans Bendtsen:
»Bilernes dæk laver støj, når de kører hen over en ru overflade. Så den skal vi gøre flad og jævn. Men samtidig skal vi også sørge for, at der er huller i asfalten, så den kan opsuge lyden fra dækkene.«
Danmark er sammen med Holland et af de førende lande inden for asfaltforskning. Den nye superasfalt kommer ifølge Vejdirektoratet til at koste nogenlunde det samme som almindelig asfalt.