Det er bestemt ikke hverdagskost, at danskere deltager i den amerikanske Super Bowl, der ofte beskrives som verdens største enkeltstående sportsbegivenhed.
Men det sker i nat. Ikke på banen, men i det berømte Halftime Show, hvor den danske danser, Michel Sian, også skal optræde.
Og det er faktisk lidt en rekord.
Michel Sian, danser og koreograf, bliver nemlig den første dansker nogensinde til at optræde i det prestigefyldte show mere end én gang.
Michel Sian dansede for Jeniffer Lopez i 2020, og denne gang bliver showet endnu vildere.
- Det er et fuldstændig vanvittigt line up i år med Dr Dre, Snoop Dogg, Eminem, Mary J Blige og Kendrick Lamar.
Jeg er uendeligt stolt af at repræsentere Danmark - og så endda for anden gang i min karriere. Der er ingen tvivl om, at det er noget af det største man kan opnå i danseverdenen, fortæller den 32-årige dansker, der bor i Hollywood.
Det er sjældent, at de samme dansere bliver brugt flere gange, men det giver Michel Sian en fordel.
- Træningen op til showet er ligesom militærtræning, hvor man fysisk træner dans, koreografi, styrke og cardio i op til 8-9 timer om dagen i ugerne op til showet. Alt skal være perfekt, men det er klart, at det giver mig en fordel, fordi jeg har prøvet det før, fortæller Michel Sian, som driver sit eget dansebureau; Micky Creatives
Michel Sian har Micky Creatives sammen med Nicky Andersen, der også dansede til Super Bowl 2020 - dog for Shakira.
Super Bowl finalen finder sted på SoFi Stadium i Los Angeles klokken 00.30 i nat dansk tid, når Los Angeles Rams møder Cincinatti Bengals.
Danske Michel Sian skal i nat optræde ved Super Bowl for anden gang. Foto: Privat