Musiker og sanger i blandt andet The Raveonettes, Sune Rose Wagner, drager i morgen af sted på sin eneste Danmarksturné i 2009.
Den erfarne musiker, der foruden at udgøre halvdelen af The Raveonettes også har medvirket i hedengangne Psycked Up Janis, får på turnéen selskab af det danske upcoming-band Mellemblond, som består af trioen Munck, Hein og Aurelius.
Wagners eget band er ligeledes en trio. Nikolaj Nørlund skal spille bas, mens Piet Breinholm Bendtsen spiller trommer.
Turnéen starter på Store Vega i morgen, og derefter går turen blandt andet forbi Odense, Kolding, Århus, Slagelse, Helsingør og Frederikshavn.