Mænd tisser stadig blod i ugevis, før de modstræbende går til lægen. Og dermed risikerer mange, at udvikle livstruende sygdomme som sukkersyge, blodpropper og kræft.
Praktiserende læge på Fyn, Lars Kensmark, oplever hver eneste uge, at især mænd kommer for sent op på hans klinik.
»Mange kvinder kommer allerede med vage symptomer, mens mænd tror at de er vikinger, der nok skal klare den. Tit tænker jeg, at var ham her bare kommet lidt tidligere, så kunne vi have forhindret sygdommen i at udvikle sig,« siger Lars Kensmark.
Og hans patienter er ikke anderledes end gennemsnittet. En ny stor undersøgelse af 6.000 dansk mænd - foretaget for magasinet Aktiv Træning og Hjerteforeningen – bekræfter at hele 60 procent af mændene, først går til lægen, når de føler sig decideret syge.
Løsningen er et årligt forebyggende sundhedstjek hos lægen – betalt af den offentlige sygesikring – til alle mænd og kvinder over 30 år, mener Lars Kensmark.
»Det skal være lige så naturligt at gå til læge som til frisør, men i dag er reglerne sådan, at lægerne ikke må gennemføre et sundhedstjek, hvis patienten ikke har symptomer på en sygdom. Og det er ret dumt, når vi ved, hvor mange mænd der venter alt for længe,« siger Lars Kensmark.
Større livskvalitet
Han peger på store samfundsøkonomiske gevinster ved at forbygge de livstruende sygdomme.
»Et grundigt sundhedstjek på 20 minutter kan fange forstadier til en bred vifte af sygdomme, fra sukkersyge til visse former for kræft, og det behøver ikke at koste mere end 1.200 kroner per mand. Det vil øge livskvaliteten betragteligt og spare en masse behandlinger og hospitalsindlæggelser,« siger han.
En gruppe læger afslutter til næste år et sundhedsprojekt i Ebeltoft, der viser, at det er muligt at gennemføre forebyggende helbredsundersøgelser uden at det koster sundhedsvæsenet ekstra i penge og tid. Gevinsten har eksempelvis været, at gruppen af personer med høj risiko for hjertekarsygdomme er blevet halveret.
Trods de tilsyneladende åbenlyse fordele, har Sundhedsstyrelsen ikke lyst til at anbefale politikerne at indføre obligatorisk sundhedstjek til alle over 30 år. Der foreligger ikke tilstrækkelig dokumentation for, at denne type sundhedstjek har en tilstrækkelig effekt, lyder svaret.
Heller ikke hos Danske Regioner, der har det overordnede ansvar for lægernes sundhedsydelser, er der særlig stor begejstring for forslaget.
»Det lyder som et meget omkostningstungt og tidskrævende forslag i en tid, hvor vi i den grad mangler praktiserende læger. Desuden er jeg meget i tvivl om, hvorvidt et sundhedstjek faktisk ville få fat i de mange ressourcesvage mænd, der ikke har lyst til at gå til læge. Vi kan jo ikke tvinge mænd til læge, siger,« Ulla Astman, der er formand for regionernes sundhedsudvalg.