I årevis har det været tæt på umuligt at få ansat skolelæger i det sønderjyske og i mange andre af landets andre udkantsområder. Det betyder, at mange kommuner har haft svært ved at leve op til lovkravet om sundhedstjek af skoleelever. Det vil regeringen nu råde bod på - ikke ved at skaffe flere læger - men ved at lade sundhedsplejersker overtage dele af skolelægernes job.
»På grund af manglen på skolelæger er der problemer med at få gennemført sundhedstjek af skoleelever. Derfor foreslår vi at bruge sundhedsplejersker til helt eller delvist at udføre disse sundhedstjek,« sagde socialminister Eva Kjer Hansen (V) på et pressemøde i Socialministeriet torsdag.
I dag er det ikke muligt at lade sundhedsplejersker udføre de lovpligtige undersøgelser af skolebørnene. Regeringen mener imidlertid, at det kan være en fordel, også for børnene, at sundhedsplejersken overtager flere opgaver, da sundhedsplejersken allerede i dag følger børnene tæt genne skoletiden.
Hun fremlagde på det andet møde af seks regeringens foreløbige forslag til den kommende kvalitetsreform, som fremlægges i sin fulde længde til april i år. Torsdag lancerede regeringen et idekatalog med overskriften »Sammenhængende service - med respekt for borgerne.«