Syv ud af ti ansatte på sundhedsområdet ønsker en hurtigere måde at opdage, om en borger har demens, og et lille symbol kan være svaret.
Det viser en ny undersøgelse blandt næsten 3.000 sundhedsansatte, der er offentliggjort i forbindelse med Demensugen, som løber af stablen denne uge.
Højt tempo gør det svært
Selvom ni ud af ti sundhedsansatte har adgang til oplysninger om en borgers demensdiagnose via journaler, efterspørger mange en mere umiddelbar løsning, særligt i situationer, hvor tempoet er højt.
- Når vi møder mennesker med demens, sker det ofte i situationer, hvor tempoet er højt, og der er mange informationer. Her kan det være afgørende hurtigt at forstå, hvad der er på spil, siger Lone Harlev, sekretariatschef i Demensvenligt Danmark.
Symbol bruges af 6.000 danskere
Demenssymbolet, der forestiller to hænder, der rækker ud mod hinanden, blev lanceret i 2021 og bruges i dag af mere end 6.000 mennesker i Danmark. Det kan bæres synligt eller diskret og signalerer, at man kan have brug for lidt ekstra tid eller tydelig kommunikation.
61 procent af sundhedspersonalet genkender i dag symbolet, og det er markant flere end i befolkningen generelt.
- Demenssymbolet er en invitation til at give en håndsrækning. Det gør det lettere at reagere hensynsfuldt i situationen, siger Lone Harlev.
Åbenhed gør hverdagen lettere
For mennesker med demens kan det være en stor beslutning at være åben om sygdommen. Men erfaringerne er positive.
- Sundhedspersonalet er sindssygt gode til at hjælpe mig, når de ved, at jeg har demens, fortæller Lis, der kommer i Demensfællesskabet i Vejle.
Over 100.000 mennesker lever med demens i Danmark, og langt de fleste er i løbende kontakt med sundhedsvæsenet - hos egen læge, på hospitalet eller hos tandlæge, fysioterapeut eller optiker.
I løbet af ugen afholdes aktiviteter over hele landet med fokus på, hvordan små greb i mødet kan gøre en stor forskel.
Demens er den 4. hyppigste dødsårsag i Danmark.