Alle sten hos Sundhedsministeriet er nu vendt for at finde ud af, hvorvidt der blev slettet mails med oplysninger om overbetaling af privathospitalerne.
Ministeriet har netop på sin egen hjemmeside offentliggjort en meddelelse om, hvad de er kommet frem til.
Sundhedsministeriet har ifølge eget udsagn "foretaget en nøje gennemgang af alle tilgængelige sagsakter. Ministeriet har i denne forbindelse gennemgået logfilen for ministeriets elektroniske arkiv, og fået rekonstrueret ét dokument, som var slettet fra den omtalte sag. Dokumentet havde ingen relevans for sagen."
Samtidig er alle medarbejdere, der kunne have haft noget med sagen at gøre, blevet afhørt af en intern undersøgelsesgruppe. Medarbejderne har samstemmende oplyst, at de "ikke tilsigtet har slettet e-mails af sagsdannende karakter; ikke har slettet dokumenter fra ministeriets ESDH-system og ikke har fået instruktion om at slette mails."
Hele miseren om de slettede mails er opstået på baggrund af bogen "Projekt Løkke". Bogen fortæller, at en højtstående embedsmand har givet ordre til at slette nogle for VK-regeringen belastende mails om, at danske privathospitaler fik 25 procent for høj betaling for at udføre operationer for det offentlige.
Læs hele Sundhedsministeriets frikendelse af sig selv her