Der er god grund til at være på vagt, hvis man leder efter billige mærkevarer på internettet eller på det ugentlige kræmmermarked.
Man risikerer nemlig at købe et produkt, som kan være både ulovligt og sundhedsskadeligt.
Mange farlige varer
SKAT’s oversigt over beslaglagte kopivarer i 2006 peger nemlig på en ny tendens indenfor import af ulovlige mærkevarer til Danmark. Myndighederne beslaglægger i stigende grad sundhedsfarlige produkter, når de tjekker fly, skibe og containere fra Kina.
»Vi ser flere eksempler på falsk parfume, som kan give udslæt, mobilopladere, som kan give stød, og batterier, som kan eksplodere. Lige nu vælter det ind,« forklarer Lars Kryger Nielsen fra SKATs Task Force Varemærkeforfalskning.
Fusk for millioner
At kopivarerne vælter ind over grænsen, viser de tørre tal med al tydelighed.
Sidste år tilbageholdt SKAT kopivarer til en samlet værdi af 77 millioner kroner mod bare 20 millioner i 2003. Bag sidste års tal gemmer sig 334 forskellige sager, hvoraf glimtende smykker, flotte dametasker og populært sportstøj blot tegner sig for 10 millioner kroner.
Den tungeste post i SKAT s oversigt over smuglergods er klart kategorien ’andre genstande’. Den tegner sig for mere end 54 millioner kroner.
Herunder hører ulovligt fremstillede kopier af shampoo, parfume, vaskepulver, barberblade, mobilopladere og batterier.
Produkter, som efterfølgende sættes til salg via danske hjemmesider eller dukker op på det lokale kræmmermarked.
Alvorlig sundhedsfare
På grund af den eksplosive tendens på det illegale marked har regeringen nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra fire ministerier samt bagmandspolitiet og skattemyndighederne. Også her er opmærksomheden rettet mod de farlige produkter.
»Sundhedsrisikoen ved kopivarerne er en alvorlig udfordring. Problemet med kopivarer handler ikke mere kun om, at nogle mister penge på ophavsret, men også i høj grad om forbrugernes helbred,« fortæller chefkonsulent Eva Høegh fra Patent og Varemærkestyrelsen.
Bagmandspolitiet bekræfter, at sundhedsfarlige piratvarer fra Kina også internationalt er et voksendeproblem.
Bagmandspolitiet havde sidste år 45 pirat-sager som mest drejede sig om varer solgt på markeder, i mindre butikker og på arbejdspladser.