Den konservative sundhedsborgmester, Mogens Lønborg, skyder Venstres forslag om gratis bespisning på skoler og institutioner ned. Og hans pistol er ladt med ideologiske kugler.
»Det er ikke en offentlig opgave at bespise borgerne. Vi skal holde fast i, at forældrene har et ansvar i denne sag. Man kan selvfølgelig få en ekspert til at sige, at det her en god idé, men så er man inde og fjerne det personlige ansvar efter en salamimetode. De seneste 50 år er der flyttet mere og mere ansvar fra den private sfære over i den offentlige sfære. Og jo mere man fritager den enkelte for ansvar, jo mere vænner man den enkelte til, at staten nok skal løse problemerne,« siger Mogens Lønborg.
»Men hvis nu virkeligheden viser, at de socialt belastede børn ikke får noget ordentligt at spise?«
»Vi vil selvfølgelig gerne hjælpe de socialt udsatte gennem hjælpeordninger og lignende. Men det er ikke en håndsrækning til de svageste at fratage dem ansvaret, nærmere tværtimod. De mest ressourcestærke i samfundet kan måske klare at få fjernet deres ansvar, mens det blot er at føre de svageste ud på et skråplan. Fordi alle mennesker har ret til at tage ansvaret for dem selv og deres liv,« siger den konservative sundhedsborgmester.
Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Socialdemokraterne på Københavns Rådhus.