Overlæge Lars Matzen sagde ikke noget, som Else Jørgensen ikke vidste i forvejen. Hun er 85 år, let til bens og ved udmærket, hvad det kræver at holde sig i form.
»Pausegymnastik og nøddefrikadeller. Det er min helt personlige opskrift på et sundt liv. Jeg går til fysioterapeaut to gange om ugen og har tidligere dyrket yoga. Og så har jeg været vegetar i mange år. Det allerbedste jeg kan få, er et par nøddefrikadeller, der er lavet af revet kartofler, lidt fløde og hakkede nødder fra Schweiz,« siger Else Jørgensen, der havde valgt at gå til overlæge Lars Matzens foredrag om et sundt seniorliv på rådhuset i anledning af kommunens store sundhedsdag.
Pas på jer selv!
Alligevel var det rart for Else Jørgensen at få genopfrisket nogle af de gængse sundhedsråd hos Lars Matzen, der er ledende overlæge på geriatrisk afdeling (den for de ældre, red.) på OUH.
»Man ved jo aldrig. Forskerne finder jo hele tiden noget nyt. Man skal jo følge med,« siger Else Jørgensen og bliver ekstra opmærksom, da Lars Matzen begynder at øse ud af sin viden om ældres sundhed.
»I kan gøre meget for at få en god alderdom. Selvfølgelig skal I spise sundt og dyrke motion. Men husk også at få rigeligt med kalk, så I forebygger knogleskørhed,« sagde Lars Matzen og understreger, at noget af det allervigtigste var motionen.
»Lider man af gigt eller er gangbesværet, så tag cyklen eller en svømmetur i stedet. Det er vigtigt at holde muskelmassen ved lige. Hvis I stopper med at bevæge jer, risikerer I at få en lang række følgesygdomme som hjerte-kar-sygdomme, blodpropper, sukkersyge, overvægt, gigt og kræft.«
Det er heldigvis ikke noget, som Else Jørgensen har mærket noget til.
»Men jeg har nok lidt med hukommelsen. Jeg kan ikke huske det hele mere. Så bliver man nogle gange en smule bekymret,« siger hun og griner.
Glemsomhed er ikke en sygdom
Men det skal hun tage roligt, mener overlægen.
»Man kan sagtens være lidt glemsom, uden at det har noget med demens at gøre. Alle får en dårligere korttidshukommelse med alderen,« forklarer Lars Matzen.
Til gengæld ville han ønske, at de ældre var lidt mindre forfængelige engang imellem.
»Jeg ved godt, at det ikke er spor sjovt at gå med rollator. Men her nytter det altså ikke at være forfængelig. I værste tilfælde kan det betyde, at man falder og brækker hoften,« siger Lars Matzen.
Men heller ikke her er Else Jørgensen bekymret.
»Indtil nu er det jo gået meget godt. Men det er nok også, fordi jeg har min familie og mine børnebørn tæt på. Det sociale liv holder jo en i live,« forklarer hun.