Siden i fredags har sudanesiske fly bombet og dræbt mindst 17 civile i Ein Sirro og Kurmuk i det nordlige Sudan. Områderne kontrolleres af oprørsgrupper, der bekæmper den sudanesiske regering. Oplysningerne kommer fra oprørerne selv.
De anklager regeringen for at forsøge at forsinke en konference med deltagelse af forskellige oprørsgrupper forud for eventuelle fredsforhandlinger, skriver al-Jazeera.
Den sudanesiske hær har ikke kommenteret bombardementerne. Sudans præsident Omar Hassan al-Bashir har dog tidligere lovet ikke at angribe oprørere under konferencen, men Den Afrikanske Union har to gange anklaget regeringen for at angribe oprørernes positioner.
Kun en oprørsgruppe var med til at indgå en fredsaftale med den sudanesiske regering i maj. De resterende grupper afviste aftalen, fordi de ønskede mere politisk indflydelse, at de regeringstro militser, som hærger i Darfur, bliver afvæbnet, og at der gives kompensation til konfliktens ofre.
Siden 2003 hvor regeringtro militser begyndte at angribe befolkningen i Darfur, er over 200.000 personer blevet dræbt og over 2,5 million drevet på flugt.