Sudans præsident, Omar al-Bashir, har aflyst sin planlagte rejse til FN's Generalforsamling.
Den sudanesiske leder, som er efterlyst for folkedrab og krigsforbrydelser, var programsat til at tale for forsamlingen i New York torsdag.
Men det bliver alligevel ikke til noget, og i stedet er det Sudans udenrigsminister, Ali Kari, som tager ordet i FN's Generalforsamling. Det ventes han at gøre fredag, oplyser en FN-talsmand ifølge nyhedsbureauet AFP.
FN giver ikke nogen begrundelse for, hvorfor Omar al-Bashir har besluttet sig for ikke at dukke op - hvilket han ellers for få dage siden bebudede, at han ville gøre.
Men sikkert er det, at USA har ført an i en kampagne for at få stillet Omar al-Bashir for en dommer, og amerikanske regeringskilder har gjort det klart, at Bashir "ikke vil få nogen varm velkomst, hvis han rejser til New York."
Den Internationale Straffedomstol, ICC, udstedte i 2009 en arrestordre på Bashir, der beskyldes for folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i Sudans vestlige Darfur-region.
Hele Bashirs regeringstid siden 1989 har været præget af konflikter.
Først borgerkrigen mod Sydsudan, der sluttede i 2005. Siden krigen i Darfur, hvor Sudans regeringshær støttet af den arabiske Janjaweed-milits bekæmpede oprørere fra Darfur.
Bashir er Sudans hidtil længst siddende præsident.
At han har kunnet sidde så længe i et så konfliktfyldt land, tilskrives hans evne til at appellere til såvel generaler som islamister, som alle støttede ham, da han tog magten ved et kup i 1989.
/ritzau/