Sudans premierminister, Abdalla Hamdok, meddeler, at han har udpeget den første regering, siden den mangeårige enerådige leder Omar al-Bashir blev afsat tidligere i år.
Det sker som led i en aftale over tre år om at dele magten mellem militæret og civile grupper.
Der er udpeget 18 ministre i den nye regering, Yderligere to vil komme til, siger Hamdok.
En kvinde er blandt de fremtrædende ministre. Det er Asmaa Abdalla, der er Sudans nye udenrigsminister.
- Den nye regering vil starte sit arbejde med det samme, harmonisk og kollektivt, forklarer Hamdok.
- I dag indleder vi en ny fase i vores historie.
Den nye regering tager et vigtigt skridt væk fra Bashirs næsten 30-årige autoritære styre. Det var en periode præget af interne konflikter, international isolation og en økonomi i knæ.
Men Bashirs fald tidligere i år førte også til nogle måneder med store spændinger mellem det magtfulde militær og de civile demokratigrupper, der talstærkt tog kampen op.
Det var en konflikt med blodige sammenstød og døde.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters