Der bliver sagt mojn til en lang række spillere fra succesholdet Sønderjyske i isligaen.
På trods af et flot grundspil og bronzemedaljer må ti spillere nu lede efter en ny klub.
En række spillere har været kaldt ind på sportschef Søren Stockfischs kontor. Her har de fået at vide, at de ikke får forlænget opholdet i Vojens-klubben.
"Det er Bryan Schmidt, David Phillips, Rasmus Damgaard, Daniel Villadsen, Kirill Starkov, Dejan Matejic, Christoffer Kjærgaard, Brendan Cook, Quinn Hancock og Lasse Holgaard," siger Søren Stockfisch.
Men de tomme pladser i omklædningsrummet skal hurtigt fyldes, forsikrer sportschefen.
"Vi gennemfører i de kommende måneder samtaler med både nuværende spillere og selvfølgelig også med flere emner i bestræbelserne på at få sammensat en spændende trup til den kommende ishockeysæson," siger han.
Han forventer, at klubben om kort tid kan præsentere de nye navne, der skal løbe på isen i hallen i Vojens.