Da Århus Teater valgte at sætte Nick Cave teaterkoncerten op, var det uden de store forventninger om en publikumssucces:
»På papiret er Nick Cave ikke en sællert, fordi han har et afgrænset sort publikum,« som pressekoordinator Morten Daugbjerg udtrykker det.
Men de tog fejl. I skrivende stund sælger forestillingen 200 billetter om dagen, der er sat fire ekstraforestillinger op i februar, og det er den forestilling i teatrets histore, der har solgt flest billetter til Scala-scenen på én dag.
Morten Daugbjerg vurderer, at Århus Teater med Nick Cave teaterkoncerten har fået fat i et nyt publikum:
»Den henvender sig til de unge, en målgruppe vi ikke har haft så godt tag i før, men som er gode til at sprede rygtet. Så sammen med fremragende anmeldelser har den solgt sig selv.«
Ikke kun fans
Århus Teater kalder selv Nick Cave for en dark horse , det er derfor nærliggende at spørge, om den uventede succes har givet teatret mod på at tage flere chancer og satse mere på de unge?
»Teaterchef Madeleine Røn Juul har siddet i førersædet i tre sæsoner nu, og den supertanker, hun overtog, er ved at ændre kurs til et repertoire, der i højere grad taler til de unge. Modet har vi hele tiden haft – vi vidste jo netop ikke, at Nick Cave ville blive en succes,« siger Morten Daugbjerg.
Selvom forestillingen selvfølgelig har tiltrukket Nick Cave-fans ikke bare fra Århus, men fra hele landet, er der alligevel langt fra en dedikeret fanskare til næsten 8.000 solgte billetter.
»Nick Cave-fansene har været her, nu er det alle dem, som faktisk ikke kendte Nick Cave, der er blevet nysgerrige,« siger Morten Daugbjerg.
Det er ikke første gang Århus Teater forsøger sig med teaterkoncerter. Sidste år var det danske TV2 s bagkatalog, der blev blandet med drama ¿ en forestilling der solgte 30.000 billetter. Og ifølge Morten Daugbjerg kommer der flere af slagsen.