De plejer at komme sejlende i tusindvis fra Afrika i synkefærdige pramme til De Kanariske Øer - Europas sydligste grænsepost. Men nu er trafikken af illegale indvandrere betydeligt aftaget.
Forklaringen er en særlig EU-aktion, der blev iværksat for tre måneder siden, fremgår det af tal fra EUs grænseagentur Frontex.
Fra årsskiftet begyndte man nemlig at patruljere hyppigt langs de spanske kyster, og siden er kun 585 illegale indvandrere nået frem til øerne. Tidligere ankom der 3.000 om måneden.
Målet med EU-aktionen er både at standse den illegale indvandring og undgå, at mange af de fattige drukner på vej til det forjættede Europa.