Frederikshavn Kommune har succes med ungetiltaget "Projekt Sommerjob". Her har 52 unge fået noget at rive - enten et job eller en uddannelse.
- Det er en win-win situation hele vejen rundt, siger leder af Ungeenheden, Kurt Jul Nielsen, til TV2 Nord.
De unge parkeres ikke på kontanthjælp og virksomhederne får arbejdskraft. Således giver projektet også de unge mulighed for at stifte bekendtskab med arbejdsmarkedet.
18-årige Mathias Dalsgaard fortæller til tv-kanalen, at han som tjener i restauranten på Hotel Viking i Sæby har lært at have fokus på en høflig og respektfuld tiltaleform overfor gæster og kolleger.
Og så lærer han at gøre sit arbejde færdigt:
- Hvis ikke jeg gør mit arbejde færdigt her i restauranten, er der en af de andre tjenere, der skal gøre mit arbejde. Det bliver de godt gnavne over – og det kan jeg godt forstå, siger Mathias Dalsgaard.
Mathias Dalsgaards plan er, at færdiggøre en uddannelse som mekaniker. Han vil samtidig ikke afvise tanken om et fritidsjob - som tjener.