Uruguay slipper en eksplosiv angrebsduo løs, når holdet i aften skal forsøge at besejre England i gruppe D ved VM i fodbold.
Luis Suarez og Edinson Cavani skal sikre sejren i kampen mellem to pressede hold, der begge tabte deres første kamp ved slutrunden i Brasilien.
Suarez fortrænger dermed VM-topscoreren fra 2010 Diego Forlán, der må nøjes med en plads på bænken.
Han spillede den første kamp mod Costa Rica, hvor Suarez blev sparet.
Liverpool-spilleren Luis Suarez blev Premier League-topscorer i sidste sæson med 31 mål, mens Edinson Cavani lavede 16 ligamål for Paris Saint-Germain i fransk fodbold.
Uruguay har hele fem ændringer på holdet i forhold til startopstillingen i kampen mod Costa Rica, som Uruguay overraskende tabte 1-3.
Flere af ændringerne er dog tvungne, fordi Maxi Pereira har karantæne efter sit røde kort mod Costa Rica, mens anfører Diego Lugano er skadet.
England tabte 1-2 til Italien i sin første kamp, så begge hold skal gå efter sejren i kampen i São Paulo.
Kampen begynder klokken 21.
/ritzau/