Det er endnu usikkert, om Uruguay får angrebsstjernen Luis Suarez klar til lørdagens VM-kamp mod Costa Rica.
22. maj blev Liverpool-spilleren opereret i knæet, og han har ikke spillet siden. Suarez kæmper til det sidste for at blive klar og takker fansene for støtten.
- Jeg vil fortælle alle, at det går meget bedre, og at knæet føles godt. Alt afhænger af, hvordan det går dag for dag, men det går godt.
- Jeg vil gerne takke alle for støtten, som jeg har modtaget i løbet af ugen, og mit fokus er nu på VM, skriver Suarez på sin Twitter-profil.
Der gisnes om, at Suarez uanset hvad bliver sparet mod Costa Rica, som på papiret ikke matcher Uruguay, der kom i semifinalen ved VM for fire år siden. I gruppe D venter også mere udfordrende modstandere i form af England og Italien.
Men Uruguays landstræner, Oscar Tabárez, vil nødig spare Suarez, hvis han er klar.
- Hvis det står til mig, så spiller Suarez mod Costa Rica, siger landstræneren.
Bliver Suarez ikke klar til Costa Rica-kampen, er det ventet, at veteranen Diego Forlán erstatter ham i angrebet, hvor Edinson Cavani er sikker starter.
/ritzau/