En 32-årig mand styrtede lørdag aften i døden ved en jubilæumsfest for radiokanalen P3, som i år fylder 50 år.
Sammen med en 34-årig mand faldt den 32-årige ud over en kant på Trekroner Fortet i Øresund, hvor festen blev afholdt.
- Vi får anmeldelsen kort før klokken 22. To personer går tæt ved vandkanten og tilsyneladende glider de i noget græs og falder fire meter ned, hvor de lander på nogle kampesten, siger vagtchef Kim Nicholsen fra Københavns Politi.
Den 34-årige blev kvæstet i faldet, men der skulle ifølge politiet ikke være tale om alvorlige kvæstelser.
Politiet har i løbet af natten til søndag underrettet de pårørende.
Hos Københavns Politi lyder meldingen fra vagtchef Mads Firlings, at de to personer efter alt at dømme har været på fortet på grund af jubilæet.
DR's kulturdirektør Morten Hesseldahl bekræfter i en meddelelse, at ulykken skete i forbindelse med fejringen af P3.
- Jeg er dybt berørt af den forfærdelige ulykke, der fandt sted her til aften i forbindelse med P3's 50-års fødselsdag og har resulteret i et dødsfald. Det er dybt tragisk, hvad der er sket, og vi tænker på de efterladte, siger han.
Politiet har i nattens løb undersøgt de nærmere omstændigheder omkring ulykken, og der er umiddelbart ikke noget, som arrangøren, DR, kan lastes for.
- I den type tilfælde, hvor der sker en ulykke, der taler vi selvfølgelig altid med arrangøren om, hvordan det ville kunne undgås, siger vagtchef Mads Firlings fra Københavns Politi.
Ifølge DR's hjemmeside har der været udbudt 1000 billetter til det udsolgte arrangement, hvor navne som Sort Sol, Kashmir, Mads Langer og Marie Key optrådte.
/ritzau/