Der skal rulle hoveder i Lægemiddelstyrelsen.
Det er beskeden fra Socialdemokraterne og SF, efter det er kommet frem, at styrelsen bevidst fejlinformerede Folketinget i en medicinal-skandale, skriver Dagens Medicin.
Fejlinformeringen, som en uafhængig undersøgelse kalder for stærk misvisende og for tilsidesættelse af tjenestepligt, skete i den såkaldte Omniscan-sag, hvor et kontrastmiddel gav alvorlige nyreskader.
"Ledelsen i Lægemiddelstyrelsen har et alvorligt forklaringsproblem. Sundhedsministeren må forholde sig til, om han fortsat kan have tillid til en ledelse, der får så hård kritik," siger SF's sundhedsordfører, Jonas Dahl, til Dagens Medicin, og tilføjer:
"Jeg har personligt svært ved at have tillid til den nuværende struktur."
Han bliver bakket op af socialdemokraternes sundhedsordfører, Sophie Hæstorp Andersen.
"De mange nyrepatienter, der har fået skader efter behandling med Omniscan, har været så skuffede over, at der ikke er blevet placeret et ansvar. Det skylder vi dem," siger hun.
Kilde: Dagens Medicin