Styrelse advarer borgere efter pesticidfund: Drik ikke vandet
Der er fundet et pesticid i en drikkevandsboring i Egedal Kommune, og derfor bør man ikke drikke vandet.

Drik ikke vandet fra Ledøje Vandværk i Egedal Kommune.

Sådan lyder opfordringen fra Styrelsen for Patientsikkerhed, efter at man har fundet et pesticid i drikkevandsboringer, der forsyner vandværket.

Pesticidet hedder chlorothalonil-amidsulfonsyre, og det kan ikke udelukkes, at pesticidet er sundhedsskadeligt.

- Man ved ikke, om chlorothalonil-amidsulfonsyre er sundhedsfarligt. Men man kan på nuværende tidspunkt ikke udelukke, at stoffet kan give skade på dna'et i cellerne, hvis man indtager det i drikkevandet, udtaler Anne Hempel-Jørgensen, overlæge og sektionsleder i Styrelsen for Patientsikkerhed, i pressemeddelelsen.

Man bør derfor tage en række forholdsregler, hvis man får sit vand fra det pågældende vandværk.

- Man skal ikke drikke vandet eller bruge det i madlavningen, men man kan stadig bruge det til andre husholdningsformål.

- For eksempel tøjvask og opvask, ligesom man stadig kan gå i bad uden bekymring. I forbindelse med badning, anbefaler vi, at man er ekstra opmærksom på, at små børn ikke drikker af badevandet, udtaler sektionslederen.

Pesticidet er konstateret i to ud af tre drikkevandsboringer, der leverer til vandværket. Men det kan ikke udelukkes, at det også findes i den tredje.

Man skal dog ikke være bekymret, hvis man den seneste tid har drukket vand fra værket.

- Vi anbefaler, at man lader være med at indtage vandet ud fra et forsigtighedsprincip.

- Man behøver ikke være bekymret for, om man bliver syg her og nu, og der er ikke grund til for eksempel at søge læge, hvis man har drukket vandet, udtaler Anne Hempel-Jørgensen.

Andre vandværker i Egedal Kommune kan man ifølge styrelsen sagtens drikke vandet fra.

/ritzau/

/ritzau/