Duer ikke - væk!
Prins William er ikke længere med på listen over bedst klædte mænd. Herremagasinet GQ, der hvert år offentliggør en liste over de mest stilfulde engelske herrer, vender tommelfingeren nedad til prinsens afslappede stil.
Både bror Harry og far Charles er ellers at finde på listen. Og som søn af Prinsesse Diana, der forblændede verden med sin elegante stil og husbond til stilikonet Kate Middleton, skulle man tro, at Prins William også var modebevidst.
Men han er for kedelig og konservativ, vurderer den norske stylist og royalist John Ødegård Jensen i en udtalelse til den norske avis VG.
"Der må være grænser for, hvor konservativ man kan være, selvom man en dag bliver konge af England," siger stylisten og henviser til prinsens evindelige jakkesæt.
Hans råd til den kedelige prins er at peppe outfittet op med en rå taske eller et smart tørklæde.
Kilde: VG.